Wojciech Laskowski var den første gæstende kunstner i artist-in-residence-programmet ANA AIR, som har inviteret 4 udenlandske kunstnere til at bo og arbejde i området omkring Astrid Noacks Atelier i løbet af 2011 og 2012.
Wojciech Laskowski er født i 1960 i Wroclaw, Polen, og havde bopæl i Danmark fra 1986 og indtil han i 2010 flyttede til Østrig. Laskowski er billedkunstner og billedkunstpædagog uddannet på Kunstakademiet i Poznan med speciale i kunstformidling og -pædagogik. Han har som underviser og projektmager samarbejdet med flere kunstinstitutioner i Danmark, Østrig og Tyskland siden 1991, bl.a. med Billedskolen i Ryesgade / Tvillingehallen i København, Statens Museum for Kunst, Billedskolen på Jagtvej i København, KLAX i Berlin og Kulturkontakt Austria. Som billedkunstner arbejder Laskowski indenfor installation/skulptur og fotografi. Han har deltaget i udstillinger og publikationer i Danmark, Frankrig, Polen, Tyskland og Østrig.
Laskowski er kendt for sine billedkunstprojekter for børn og unge, som han har haft stor succes med igennem mange år i Danmark, Tyskland og Østrig. I uge 26-27 arbejdede han i Astrid Noacks Atelier sammen med en gruppe lokale skolebørn fra bl.a. Rådmandsgade Skole på skulpturprojektet ”Klatrere”. Der blev klatret, lavet klatrende skulpturer i fuld størrelse i fiberbeton og det færdige resultatet blev udstillet i forbindelse med skolestart i august. Se invitationen med fotografier fra ”Klatrere” her.
I to tekster beskriver Laskowski her intentionerne med skulpturprojektet ”Klatrere” i Astrid Noacks Atelier og reflekterer over processen og de muligheder, som den skabte:
Klatrere.
Et skulpturprojekt for børn og unge i Astrid Noack´s atelier på Nørrebro.
Sommer 2011
Mennesket og menneskekroppen er et af de ældste motiver i billedkunsten.
Vi finder en mangfoldig brug af menneskekroppen i kunsten fra de forhistoriske afbildninger af jagtscener til den symbolske brug af menneskefigurer i de fleste kulturer og bestræbelsen på at definere universelle skønhedsidealer.
Også i børns billeder er mennesket et naturlig og ofte forekommende motiv.
Klatrere er et projekt hvor den skulpturelle fremstilling og bearbejdelse af mennesket som motiv og tema er i centrum.
I projektet vil vi forbinde lokalområdets historie med nutiden og skabe en bro mellem Astrid Noacks figurative skulpturer af mennesker og vores egne skulpturelle fremstillinger af mennesker. Udgangspunktet for vores arbejde vil på den ene side være Astrid Noacks værk og på den anden side iagttagelser af mennesker i bevægelse på den populære klatrevæg i den nærliggende "Bananapark".
Her er der mange paralleller og interessante konfrontationer at tage fat på og arbejde ud fra. Og i begge tilfælde er mennesket i centrum.
Samtidig danner den klassiske dimension i Astrid Noacks skulpturer forbindelser til den generelle interesse i, og fascination af, sportsudøvere (mennesker i bevægelse) i både i den oldgræske og den klassicistiske kunst. Den klassiske kunstforståelse vil således også danne baggrund for vores iagttagelser af de klatrende og for vores eget skulpturelle arbejde med temaet.
Dette projekt har på denne måde to dimensioner: Det formidler forståelser af kunst og kultur og det lader børnene arbejde kreativt og eksperimentere med skulpturens muligheder.
Men bortset fra de kunstneriske og kreative dimensioner har projektet en tredje dimension, der ikke er mindre vigtig. Det er den sociale. Vi vil arbejde med et større værk, hvor de enkelte bidrag (i form af figurer skabt individuelt eller i grupper) vil sættes sammen til et det endelig værk, der rumligt vil forholde sig til området ved Astrid Noahs atelier og forbliver der i længere tid.
Denne form for fælles arbejde spiller en vigtige rolle i lokalområdet idet den er med til at skabe og vedligeholde sociale relationer og tilhørsforhold i området.
Hvad det konkrete og praktiske angår, vil vi arbejde med materialer, der kan tåle at være permanent placeret udendørs.
Wojciech Laskowski, marts 2011.
Klatrere
Et skulpturprojekt for børn og unge i Astrid Noack´s atelier på Nørrebro.
Sommer 2011
Refleksioner efter projektforløbet
Projektet blev realiseret i de planlagte rammer og forløbet blev præget af de aspekter som på forhånd var udpeget som vigtige for både formen og indholdet.
Arbejdets konkrete retning og sociale dimension fik dog sin egen dynamik og drejning. Den slags faktorer er kun delvist forudsigelige og bliver først for alvor sat på prøve, når projektet realiseres.
Uforudsigeligheden er noget af det, der gør sådanne projekter virkelig interessante, fordi forløbet på den måde bliver en (kunstnerisk) proces, hvor de forskellige elementer spiller aktivt med, og hvor man løbende er nødt til at forholde sig til dem. Dette gælder både for projektkunstneren og for de deltagende børn og unge.
I det følgende vil jeg pege på de mest relevante og interessante aspekter af projektet, som kom til syne i løbet af den praktiske udførelse.
• Organisering af holdet (tilmeldinger)
At finde børn og unge til projektet blev en større opgave end forudset. Dog lykkedes der at samle to hold børn og unge fra 10 til 19 år. På trods af den relativt store aldersforskel fungerede de to hold rigtig godt.
Hvad angår projektets tidsforbrug var det tydeligt, at de børn og unge, der havde meldt sig, virkelig havde afsat tid til projektet og koncentrerede sig om det. At deltagerne brugte så meget tid og energi havde en positiv indvirkning på stemningen på holdene og på alles arbejdsmotivation og fleksibilitet (begge hold har arbejdet efter individuelle aftaler i weekender).
Alt i alt betød det, at dette sommerferieprojekt adskilte sig fra mange projekter, der bliver realiseret som en mere eller mindre tvungen aktivitet i forbindelse med børn og unges skolegang.
• Det æstetiske (skulpturelle) præg
Figurernes skulpturelle udvikling fik en, for mig, overraskende drejning. De blev langt mere statiske og frontale, end jeg på forhånd havde forestillet mig. Jeg havde forventet, at skulpturerne ville få en mere dynamisk (klatrende) karakter. Specielt taget i betragtning at tre af pigerne fra holdet selv klatrede, og at begge hold klatrede på klatrevæggen i Banana-Parken som en øvelse forud for arbejdet. I sidste ende var kun en af skulpturerne en direkte klatrende figur.
Det ser således ud til at påvirkningen fra Astrid Noacks skulpturer (og andres skulpturer, som hun var fascineret af) var meget stærkere end deltagernes egne kropslige (klatre)erfaringer og inspirationen fra de dynamiske skulptureksempler, de også blev præsenteret for i den indledende fase.
Herudover skal det bemærkes, at skulpturerne i udgangspunktet skulle skabes til en konkret placering i baggården. Dette var en spændende udfordring for alle og en stor tilfredsstillelse, at det lykkedes at udnytte hele baggårdens areal og tilføje den en ny og levende dimension.
• Den sociale dimension af projektet.
Projektets sociale dynamik var en meget positiv faktor i processen. Dette gælder både de interne relationer på holdet og – måske mere overraskende – de relationer, der opstod undervejs til de øvrige brugere af baggården. Det sidste tilføjede en ekstra, ikke forventet, dimension, og var en meget positiv oplevelse.
De tre uges arbejde gjorde det muligt at komme i aktiv kontakt med disse mennesker, som viste interesse for projektet, selvom det greb ind i deres hverdag og sædvanlige omgivelser. Denne indgriben ikke blot accepterede de, men blev tydeligt glade for.
For os var det på den anden side meget interessant at iagttage deres liv og daglige aktiviteter i gården. De repræsenterer et miljø og en tradition for socialt samvær som desværre er ved at forsvinde i København.
Erfaringerne fra dette felt og den sympati, der opstod imellem os gennem dette projekt har været meget inspirerende og ville kunne danne udgangspunkt for nye projekter i det miljø med den sociale dimension som en af de bærende faktorer.
Wojciech Laskowski, november 2011
