Foreningen har i dag en lang række medlemmer og en bestyrelse, der består af både kunstnere, lokale beboere, kulturformidlere m.fl.
Foreningen har indtil videre reddet atelieret for yderligere forfald, opsat en mindeplade samt afholdt enkelte kulturelle arrangementer, herunder en udstilling, hvor den mandsstore gipsmodel af Astrids Noacks kendte skulptur Ung mand der planter et træ (1949) indgik. Foreningen har modtaget skulpturen som en gave fra Vallekilde Højskole og fik i anledning af udstillingen den medtagne skulptur restaureret og bragt tilbage til atelieret, hvor den oprindelig blev skabt.
Foreningens overordnede formål er at arbejde for en bevarelse og genanvendelse af Astrid Noacks Atelier samt tilhørende baggårdsmiljø i Rådmandsgade 34 for på sigt at udvikle stedet til et nyt kunst- og kulturmiljø for og med lokale beboere. Vi ønsker med inspiration fra Astrids Noacks liv og virke på stedet, hendes gæstfrihed overfor danske og udenlandske kunstnere, hendes tætte forhold til gård- og nærmiljøet og hendes engagement i kvarterets børn, at skabe et kunstnerisk råderum, der aktivt blander lokalt og internationalt.
Foreningens initiativ til at bevare og udvikle Astrid Noacks Atelier blev i 2009 præmieret af Statens Kunstfond i forbindelse med fondens Open Call om kunst i det offentlige rum.
Bag projektet ANA står en arbejdsgruppe bestående af Finn Thybo Andersen, Niels Bennetzen, Anna Berit Asp Christensen, Rikke Diemer, Kirsten Dufour, Jette Ellgaard, Claus Hansen, Line Kjær, Katrine Skovgaard, Helle Solvang, Bent Sørensen m.fl.
ANA er realiseret med støtte fra Statens Kunstråd, Nørrebro Lokaludvalg, Københavns Billedkunstudvalg samt Billedkunstnernes Forbunds Ophavsretsfond.
Bliv medlem af foreningen
Ved at melde dig ind som støttemedlem er du med til at sikre, at foreningen fortsat kan leje atelieret, afholde udstillinger og arrangementer samt arbejde for at stedet igen kan blive et levende kulturelt samlingspunkt til glæde for lokale og andre interesserede. Læs mere og bliv medlem her
Vedtægter for foreningen Astrid Noacks Atelier i Rådmandsgade
§ 1. Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er Astrid Noacks Atelier i Rådmandsgade.
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.
Stk. 3. Foreningens adresse er et af bestyrelsesmedlemmernes hjemadresse.
§ 2. Formål
Foreningens formål er
- at bevare Astrid Noacks atelier i Rådmandsgade 34 og det tilhørende baggårdsmiljø,
- at skabe et aktivt minde for Astrid Noack på Ydre Nørrebro,
- at fungere som værksted og gæstebolig for billedkunstnere,
- at udvikle et kunst- og kulturmødested, særligt for børn og unge.
§ 3. Medlemmer
Ret til at være medlem har alle interesserede, der kan tilslutte sig foreningens formål.
§ 4. Kontingent
Medlemmerne indbetaler hvert år et af generalforsamlingen vedtaget kontingent.
§ 5. Hæftelse
Medlemmerne hæfter ikke for foreningens økonomiske forpligtelser.
§ 6. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
Stk. 2. Den ordinære generalforsamling skal afholdes hvert år i andet kvartal.
Generalforsamlingen indkaldes skriftligt pr. brev eller e-mail, med 14 dages varsel.
Indkaldelsen skal indeholde dagsorden.
Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 15.3.
Stk. 3. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse af regnskab og fastsættelse af kontingent
4. Behandling af indkomne forslag
5. Valg
a. Valg af bestyrelsesmedlem/mer
b. Valg af to suppleanter til bestyrelsen
c. Valg af revisor og revisorsuppleant
6. Eventuelt
Stk. 4. Der føres beslutningsreferat, som udsendes til medlemmerne senest 14 dage efter generalforsamlingen.
Stk. 5. Generalforsamlingen ledes af en af generalforsamlingen valgt dirigent.
Stk. 6. Beslutninger på generalforsamlingen afgøres ved simpelt stemmeflerhed, og afstemningen foretages ved håndsoprækning. Et medlem kan forlange skriftlig afstemning. I tilfælde af skriftlig afstemning vælger generalforsamlingen 2 stemmetællere.
Et medlem kan give skriftlig fuldmagt til et andet medlem. Et medlem kan dog kun afgive én stemme i henhold til fuldmagt.
Stk. 7. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte, dog med undtagelse af vedtagelse af vedtægtsændringer, jf. § 11 eller opløsning af foreningen jf. § 12.
Stk. 8. Ekstraordinær generalforsamling, der om fornødent kan indkaldes med forkortet varsel, dog min. 8 dage, skal afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når 1/3 af medlemmerne forlanger det og skriftligt meddeler bestyrelsen, hvilke sager de ønsker behandlet.
§ 7. Bestyrelsen
Stk. 1. Foreningens bestyrelse, der består af fem ulønnede medlemmer, vælges for 5 år ad gangen på den ordinære generalforsamling, dog således, at ét medlem afgår hvert år, første gang ved lodtrækning.
Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen konstituerer sig med formand og kasserer.
Stk. 2. Dersom et bestyrelsesmedlem i løbet af året udgår af bestyrelsen kan denne indkalde suppleanten til at fungere i resten af valgperioden.
§ 8. Mødevirksomhed
Stk. 1. Bestyrelsesmøder holdes så ofte, som formanden finder det fornødent, eller når to bestyrelsesmedlemmer begærer det.
Stk. 2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre bestyrelsesmedlemmer er til stede.
Stk. 3. Alle bestyrelsens beslutninger afgøres ved simpel stemmeflerhed.
Stk. 4. Bestyrelsen fører en beslutningsprotokol.
§ 9. Tegningsret
Stk. 1. Formanden eller kasserer tegner sammen med et bestyrelsesmedlem foreningen
Stk. 2. Bestyrelsen forvalter foreningens tilskud, indtægter og formue i henhold til foreningens vedtægter og formål.
Stk. 3. Kassereren skal sørge for bogføring af indtægter og udgifter.
Stk. 4. Revisor skal mindst en gang årligt, foretage eftersyn af bogføring og bilag og kontrollere kasse- og bankbeholdning.
Stk. 5. Såfremt kassebeholdningen overstiger 500 kr. indsættes overskydende i bank.
Stk. 6. Bestyrelsen træffer beslutning om dispositionsretten over indestående på foreningens bankkonto.
Stk. 7. Bestyrelsen kan ikke binde foreningen udover kasse- og bankbeholdning.
§ 10. Regnskabsår
Stk. 1. Regnskabsåret er 1. april – 31. marts.
Stk. 2. Regnskabet afsluttes og revideres så tidligt, at det kan fremlægges bestyrelsen til godkendelse og udsendes sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.
§ 11. Vedtægtsændringer
Vedtægtsændringer kræver tilstedeværelse af mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer på en generalforsamling og 2/3 af de fremmødte stemmer. Såfremt fremmødet er for ringe kan forslaget fremsættes på en ekstraordinær generalforsamling, hvor vedtagelse kræver mindst 2/3 af de fremmødte stemmer.
§ 12. Opløsning
Stk. 1. Beslutning om ophævelse af foreningen kan kun ske når mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede og når mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for ophævelsen. Hvis der ikke er mindst 2/3 af medlemmerne tilstede, kan ophævelsen vedtages med simpelt stemmeflerhed.
Stk. 2. Samtidig med beslutning om ophævelse af foreningen tages der beslutning om foreningens formue (fx tilfalder Astrid Noacks Legatfond).
Således vedtaget på ekstra ordinær generalforsamling den: 3. februar 2011.