Jeg skriver fra Tallinn, hvor jeg er rejst til for at filme hovedsædet for det europæiske dataagentur eu-LISA, der varetager EU’s digitale infrastruktur for sikkerhed og kontrol.

Min interesse for hovedkvarteret startede da jeg ønskede at vide mere om, hvad der sker med afviste asylansøgere, der er blevet deporteret. Det blev klart, at der næsten ikke produceres nogen viden om dette i EU. Nævn og råd i de forskellige medlemslande tildeler status og vurderer anmodninger om beskyttelse, men er nærmest demonstrativt uinteresserede i de vurderedes videre skæbne i tilfælde af afslag og deportation.

På EU-plan har man sikret sig mod genindrejse via databasen Eurodac, der gemmer asylansøgeres personlige oplysninger og biometriske profiler i ti år. Eurodac administreres sammen med andre personregistre over ikke-EU-borgere fra hovedkvarteret. Fra slut 2024 vil biometriske oplysninger blive registreret for alle tilrejsende ikke-EU-borgere i databasen EES (Entry/Exit System).

I månedsvis har jeg bevæget mig rundt om hovedkvarteret på google maps. Den er lidt som en diamant – på den ene side helt transparent og samtidig hård og utilgængelig. Et automatisk klimasystem kan rulle aluminiumsskodder ned, så bygningen fremstår som en stor blok skinnende metal. Sådan har jeg primært set den, men her om vinteren syner bygningen mest af store kvadratiske vinduer i skudsikkert glas. Der er kameraer overalt og skilte, der viser man ikke må tage billeder. Alligevel tager jeg hver dag hen til bygningen for at forsøge at filme den på afstand. Måske havde jeg forestillet mig, at bygningen på en eller anden måde ville tale til mig. Men hvis den kunne tale, ville den højest sige, at den ikke vil sige noget.

Den anden dag mødtes jeg med arkitekterne, der har tegnet bygningen. De beskrev den som toppen af et isbjerg. Serverne er et andet sted, backuppen er gemt inde i et hemmeligt bjerg.

Selvom bygningens interne virkemåder er skjulte, har jeg efterhånden dannet mig en vis viden om, hvad eu-LISA laver, og hvordan det er forbundet til andre agenturer som Frontex og Europol.

I dag har jeg lejet en bil for at kunne observere bygningen lidt i skjul. Der er minus ti grader, og samtidig er jeg blevet lidt paranoid over, at min måde at bevæge mig omkring bygningen med et kamera virker suspekt – måske forstærkes følelsen af krigen i Ukraine og Tallinns nærhed til Rusland. Fra bilen kan jeg se, hvad der kommer ind og ud af de sikrede slusedøre. Jeg skifter lidt sporadisk mellem at filme bygningen fra bagsædet og læse rapporter fra agenturets hjemmeside på min telefon. I agenturets rapporter støder jeg ofte på udtrykket “bona fide”, der betyder, at man er i god tro eller har gode intentioner. Biometrien gør det muligt at knytte ”grænsen” til bestemte kroppe og automatisere, hvem der tildeles adgang. Bona fide’s er de inkluderede og velkomne må man forstå. Dem for hvem registreringen blot vil gøre rejsen mere gnidningsfri.

Databaserne tjener først og fremmest til at regulere bevægelse. Men måske dette utilgængelige arkiv over personer og kroppe – der af gode grunde ikke kan offentliggøres – gemmer et andet potentiale end blot kontrol. Databasen udgør også en slags hukommelse om de bandlyste, et dokument for den historiske, fortsatte og intensiverede europæiske praksis med at udvise og gøre folk usynlige.

Jeg forlader hovedkvarteret og kører til den anden ende af Tallin for at besøge Mindesmærket ’For Kommunismens Ofre’. To sorte mure udgør en lang korridor, som er åben i hver ende. På murene står navnene på de omkring 20.000 personer, der blev deporteret til fjerne egne af Sovjetunionen og aldrig vendte tilbage.

FERNISERING:

Fredag d. 26. april kl. 16-19.

MINI SEMINAR:

Torsdag d. 16. maj kl. 18-20.

I forbindelse med udstillingen inviterer vi til et mini seminaret “Deportation og (u)synliggørelsens politik” om post deportations risici og den nærmest demonstrative mangel på vidensproduktion i EU herom, samt den samtidige tiltagende eksponering af alle der søger adgang til unionen.

Den juridiske antropolog med speciale i migration, Dr. Jill Alpes, deltager online og deler viden fra over ti års forskning i risici efter deportation fra det afrikanske kontinent og i Mellemøsten. Hvad sker der med folk efter deportation? Hvorfor ved vi ikke mere? Hvem ejer fremtiden for flygtninge og andre migranter? Med omdrejningspunkt i sådanne spørgsmål vil Alpes bl.a. reflektere over perspektivernes politik i forskningen, og hvordan dette forbinder sig med både kunst og aktivisme.

Ph.d.-studerende i politisk teori ved Humboldt-Universität zu Berlin og Freie Universität Berlin, Adam Bregnsbo Fastholm, bidrager med en diskussion af grænselandets politiske æstetik, dvs. den politiske afgrænsning af synlighed og usynlighed, læselighed og ulæselighed, fremtræden og forsvinden. Det æstetiske spændingsfelt mellem migranter og myndigheder er en ambivalent størrelse: Mens tusindvis af migranter søger at krydse grænsen i det skjulte, har EU installeret et omfattende overvågningsapparat, der skal kaste lys over irregulær migration. Omvendt gør andre migranter alt, hvad de kan, for at komme til syne, mens myndigheder rutinemæssigt mørklægger deres egen magtudøvelse.

ÅBNINGSTIDER:

Fredage og lørdage kl. 12-17 eller efter aftale (skriv til mail@nielschristensen.com)

BIO:

Niels Christensens (f. 1988) er en billedkunstner bosat i København. Han er optaget af statens løfte om opretholdelse af liv og ”tryghed” og den samtidige afgrænsning af, hvilke liv dette løfte gælder for. Hans praksis kunne også beskrives som et kritisk studie af billeddannelse i relation til strukturelle organiseringer af vold og omsorg. Christensen arbejder diskursivt og flermedielt, men ofte har det fotografiske en central plads. Metodisk låner han fra discipliner som journalistik, efterforskning, jura, kunsthistorie, kritisk teori og filosofi. En del af hans arbejde foregår i samarbejdet Aftenskole – et åbent id med forskellige deltagere, der ofte inkluderer forfatter Aske Viuff. Aftenskoles seneste arbejde om deportationslejren Ellebæk har bl.a. været vist i Lunds Konsthal. Niels Christensen er uddannet fra Maumaus Independent Study Program og Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han i dag er undervisningsassistent på Skolen for Kontekstuelle og Konceptuelle Praksisser. Derudover har han en baggrund som fotojournalist ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Rådet for Visuel Kunst.